Klima i Garagen

Vi ved jo godt, at når vi bygger teaterscenografier, har de en kort levetid. Vi har egentlig altid haft stærke principper omkring genanvendelse af materialerne - men nu er tiden inde til at sige det højt:

- Materialerne er så vidt muligt genbrug, fx træ, metal, plast, kasseret emballage etc.

- Vi bygger scenografierne, så de kan skilles ad igen, uden at materialerne går i stykker og derfor kan genanvendes. Det, man kalder “ombyggelighed”*. Det betaler sig også økonomisk, især når materialepriserne stiger

- Helt lavpraktisk sætter vi fx søm og skruer, så de kan fjernes igen uden at ødelægge materialerne eller værktøjet

- Vi påpeger alternativer, hvis scenografier i første omgang er tegnet, så intet kan genanvendes, eller hvor der til hver forestilling ødelægges/forbruges dele af scenografien eller rekvisitter
 
*Ordet "ombyggelighed" hørte vi først om fra STARK

I kan leje materialer til jeres scenografier
For de af vores kunder, som ikke ligger inde med stor lagerkapacitet, kan det virke uoverskueligt at opbevare store mængder materialer.

Derfor tilbyder vi, når det er muligt, at I kan leje materialerne af os. Det vil sige, at vi bygger jeres scenografi og efter sidste forestilling står vi for “ophugning” af materialerne, hvor de så kommer tilbage på vores lager.
Se eksempel lidt længere nede på siden, ved forestillingen Forplantning.

Fordele på værkstedet med brugte materialer
I selve byggeprocessen er fordelen ved genanvendte materialer bl.a.:
- Når fx byggeplader som MDF og krydsfiner har været brugt, er de som oftest skåret op i mindre dele og er derfor lettere at håndtere på værkstedet

- Desuden gør det, at vi altid har stumper på lager, hvilket sparer både tid og penge

- Derudover er brugte plader oftest malet på mindst én side, hvilket “hærder” overfladen og gør dem mere formstabile
 


Principperne går igen i alt, hvad vi bygger


Genbrugs-træ i Kuben på gågaden i Horsens
 

 
For Horsens Kommune byggede Folkes Garage dette +4 m høje træ, udelukkende lavet af genbrugstræ og engangspaller (er det så to-gangspaller ; )
Bladene er af genbrugs-kanalplast fra emballage. Horsens Kommune kom selv med pallerne, så materialedelen af deres faktura havde kun én post, nemlig søm og skruer!
 

Forestillingen Romeo og Julie, Teatret Møllen
 
 Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

Romeo og Julie, Teatret Møllen, var en stor scenografi med mange meter kerto strøer samt mange m2 krydsfinér og MDF-plader.

Scenografien bestod hovedsageligt af 40 stk. store trækasser. Da vi byggede den, limede vi kun de yderste kanter i samlingen med tanke på, at når den skulle skilles ad igen, skulle vi blot skære kanterne af for at fjerne limrester og søm- og skruehuller.

Efter sidste forestilling havde Teatret Møllen hverken plads eller mulighed for genanvendelse eller ophugning af scenografien, så de afleverede alle 40 kasser, som havde rejst landet tyndt, hos os i garagen.

Vi huggede det hele op. Det tog et par dage og er naturligvis en udgift i arbejdstimer for os.
Men herefter lejede vi næsten alle materialerne ud til Teater Svalegangens forestilling Forplatning.
 

Forestillingen Forplantning, Teater Svalegangen
 
Foto: Anton Bast
 
Foto: Montgomery

I forestillingen Forplantning, Teater Svalegangen. var hele rampen bygget op af lejede byggematerialer, som kom fra scenografien til Romeo & Julie, Teatret Møllen.

Svalegangen havde selv græstæppet liggende på lager, så de skulle kun købe planter og rekvisitter - som fortrinsvist var brugte.

Svalegangen sparede cirka 50% af udgiften til byggematerialerne ved at leje dem i stedet for at købe dem. Og nu er en stor del af materialerne tilbage i garagen, klar til nye kunder.
 

Nyt kontor af 80% genbrugsmaterialer
 
 

Dette kontor er bygget af 80% genbrugsmaterialer fra en teaterscenografi (den grå væg) samt gamle vinduer, der fik en overhaling.
 

Stumper fra lageret
Her et lille udpluk af vores lager, hvor der ligger alverdens stumper. Man ved aldrig, hvornår der lige er brug for hvad!
 
 
 


Vil I have nye byggevaner?
Du kan booke Jesper Folke Olsen, fx til en gennemgang af jeres produktion, og hvordan I får indarbejdet nye vaner i forhold til genanvendelighed.
Pris 600 kr/time plus moms og kørsel.
 
Til inspiration kan du selv bruge materialepyramiden herunder, der er en nem måde til hurtigt at vurdere, hvilke materialer der belaster miljøet mest … og mindst.
 



Man kan købe plakaten hos Arkitektens Butik her.
Folkes Garage v/ Jesper Folke Olsen | CVR: 31718430 | Storegade 35, 8752 Østbirk  | Tlf.: +45 21403446